Marie Magdalene Kirke præsenteret i billeder og panoramas fra Hans Nyberg Fotografi.
Med text af provst Helge Qvist Frandsen
Marie Magdalene Kirke og sogn er efter overleveringen opkaldt efter to jomfruer,
der hed Marie og Magdalene, og som blev helbredt ved den i middelalderen meget søgte kilde vest for det sted, hvor kirken nu ligger.
Som tak lod de bygge det kapel, der har været forløberen for den nuværende kirke. Denne er opført af Otto Rosenkrantz og hustru Else Holgersdatter Krognos omkring 1450. Materialet er røde munkesten på en sokkel af kvadersten fra det oprindelige kapel. Skønt kirken er opført i gotisk tid, er grundplanen romansk. Tårnet er bygget i 1593 af landsdommer Mogens Juel til Ryomgård. Det havde oprindelig spåntækket kuppelspir, men dette blev i 1739 afløst af nuværende sadeltag med gavle i øst og vest. Våbenhuset er fra middelalderens slutning.
Det har især været berømt for de to rønnetræer, der voksede over døren i et par hundrede år. Siden midten af 1980erne er de borte, og man kan se det gamle solur på våbenhusets gavl.
På kirkens sydside er der i 1639 opført et gravkapel.
Kalkmalerier fra katolsk tid.
Kirken er rig på kalkmalerier - alle fra katolsk tid.
De ældste findes i apsis og er fra midten af 1400-tallet.
Man ser den tronende Kristus på en regnbueoval og jomfru Maria og Johannes Døberen samt Adam og Eva.
Endvidere findes her bygherrens, hans hustrus og Århus-bispen Ulrik Stygges våben.
På østkappen i skibets øverste hvælving ses Kristus som verdensdommeren. Han sidder på regnbuen med fødderne på jordkloden. Man bemærker sårmærkerne i hænder, fødder og side, og fra hver side af hans hoved udgår henholdsvis nådens lilje og retfærdighedens og straffens sværd. Frygtindgydende djævle haler brutalt sjæle frem til dommen, mens jomfru Maria og Johannes Døberen i kamelhårskappe beder for dem. Maria siger:
»Se mit bryst som du har diet« og Johannes siger:
»Retfærdige dommer«. Mod nord og syd ser man våbenskjolde for Niels Eriksen, ridder til Bjørnholm og hans hustru Birgitte Olufsdatter Thott. Niels Eriksen var sønnesøn af Otto Nielsen Rosenkrantz, og han og hans hustru har sikkert bekostet skibets hvælvinger.